7-Eleven – bliv en del af et af verdens stærkeste brands

Den første udgave af 7-Eleven så dagens lys i 1927. Det var i Dallas, Texas, under navnet Southland Ice. Her startede man med at sælge isblokke til afkøling af fødevarer, men snart efter tilbød man også kunderne mælk, æg og brød på søndage og om aftenen, når købmandsforretningerne var lukket. Det nye koncept gav tilfredse kunder og øget omsætning. Og hermed var convenience født. Forretningspotentialet var tydeligt fra første dag.

Firmaets første conveniencebutikker hed Tote’m og havde en totempæl som varemærke. I 1946 ændrede man navnet til 7-Eleven, da butikkerne netop skilte sig ud ved at have åbent fra klokken 7-23 alle ugens dage. Senere blev åbningstiderne udvidet til hele døgnet.

I dag er 7-Eleven verdens førende convenience- og franchisekæde med mere end 36.000 butikker i 18 lande med hovedsæde i Dallas, Texas – USA. Der åbner en ny 7-Eleven hver 5. time på verdensplan, hvilket er mere end McDonald’s – alene i Tokyo – Japan, har vi nu mere end 6.000 butikker. 7-Eleven er et verdenskendt brand og et logo, der genkendes af mange hundrede millioner mennesker.

Den danske del af historien

I 1993 åbnede den første 7-Eleven butik i Danmark på Trianglen i København. I dag har vi knap 200 7-Eleven butikker fordelt over hele landet. Og vi leder altid efter nye muligheder – dels på grund af vores unikke franchisekoncept, og dels på grund af danskernes ændrede hverdag.

Danskerne prioriterer i stigende grad job, venner, familie, idræt, hus og have. Der bliver mindre tid til dagligdagens nødvendigheder som for eksempel indkøb i supermarkedet. Vi er blevet mere spontane i vores livsstil, og derfor ændrer vores indkøbsmønstre sig også. Hvem gider stå i kø for en liter mælk, en pakke cigaretter eller en pose chips? Det skal gå hurtigt, fordi man har travlt. Derudover arbejder mange på skæve tidspunkter og gør deres småindkøb på vejen hjem.

7-Elevens rolle i denne nye dagligdag er åbenlys. Vi skal opfylde kundernes behov for en nem og hurtig handel med et bredt sortiment af friske madvarer, købmandsvarer og serviceprodukter til rimelige priser. Du kommer som franchisetager hos 7-Eleven til at være på forkant med de nye tendenser – og til at være foran konkurrenten. Gennem vores enestående indkøbsaftaler kommer du for eksempel til at stå med nogle produkter, der er unikke for branchen. 7-Eleven er den moderne udgave af “den gamle, lokale købmandsbutik”.

En vinderkultur for dem der kan og vil

Alle franchisetagere i 7-Eleven er kolleger og konkurrenter på samme tid. Det giver en god virksomhedskultur, der er med til at bringe os længere og længere fremad. 7-Eleven konceptet er en dynamisk størrelse – hver franchisetager er med til at skabe det hver dag. Med andre ord: 7-Eleven er, hvad vi gør det til.

Det er derfor, vi skal hjælpe hinanden, men også give hinanden plads. Hos os er det frie og fremsynede tanker, der bliver lyttet til. Det skal være lysten til hele tiden at gøre det bedre, der skal være vores fælles drivkraft. Og derfor har vi også hele tiden vindere og tabere internt i virksomheden. Vinderne får lov at række armene i vejret, og taberne får et klap på skulderen og et godt råd med på vejen, så det bliver deres tur til at række armene op næste gang.

Et område som vi virkelig dyrker er service i 7-Eleven, det er et af de sværeste områder og vi har store ambitioner her. Vi vil være bedst til god kundeservice, vores kunder skal komme igen og igen i vores butikker fordi de får en god service. Du skal som Købmand altid have service på agendaen, ellers vinder du ikke. Service står lige ved siden af de andre nøgletal, vi følger op og øver os i at blive bedre hver dag.

For at få tilbagemeldinger på servicen i butikkerne anvender vi Mystery Shopping som værktøj, her får du som Købmand en ærlig tilbagemeldig på hvordan lige præcis din butik leverer. Du kan af gode grunde ikke være der selv hele døgnet og det er essentielt for dig hvordan dine medarbejdere servicerer kunderne når du ikke er der til at gå foran med det gode eksempel.

Et andet værktøj som vi anvender hver dag er kundehenvendelser, vi vælger at se dem som en gave. Hvis en kunde vil bruge tid på at give os feedback eller inputs, så er det fordi de godt kan lide at handle hos os og vi SKAL lytte til dem og i størst muligt omfang møde deres krav.

Derfor går alle kundehenvendelser ind over direktørens skrivebord, således at han altid ved hvad stemningen blandt vore kunder er. Regionschefen vil så tage dialogen med dig omkring hvordan I sammen kan ændre på rutinerne, såldes at også du får loyale kunder der kommer igen og igen.

For at være Købmand hos os, SKAL du kunne levere god kundeservice, ellers lykkes du ikke i vores partnerskab. Vi hjælper dig selvfølgelig, men dit ønske om at levere god service skal være lige så stort som vores.

Et særligt fællesskab

Vi mødes allesammen jævnligt – franchisetagere og os fra hovedkontoret – for at fremlægge status, diskutere strategi og videregive nyheder. Vi arbejder hele tiden på at udvikle nye ideer og koncepter, nye forslag til forretning, og det går tit stærkt. Derfor er disse møder en god måde for alle til at blive ajourført om, hvad alle de andre går og laver. Det er der jo sjældent tid til i dagligdagen.

“Vi har et helt særligt fællesskab i 7-Eleven. Et fællesskab der – mere end i andre virksomheder – er præget af vinderkultur og forståelse for succes” – sådan beskriver direktøren for 7-Eleven Danmark, Jesper Østergaard, vores arbejdskultur og fællesskab. “Jeg ser dagligt franchisetagerne bruge hinanden til at blive bedre, tale om erfaringer, bytte personale med videre. Det er sådan, ånden i 7-Eleven skal være – ét stort team.”

Vores værdier

7-Eleven er en global virksomhed, der finder i mange forskellige klimaer, kulturer og religioner. Der er ligheder og forskellige alt afhænger af, hvor man befinder sig. I 7-Eleven Danmark sikrer vi et fælles fodslag gennem vores værdisæt, der er defineret af Odd Reitain, manden bag Reitangruppen. Det består af otte budskaber, som du helt sikkert kommer til at høre mere til, hvis du bliver franchisetager hos os:

  • Vi rendyrker vores forretningsidé
  • Vi holder høj forretningsmoral
  • Vi skal være gældfri
  • Vi skal motivere til vinderkultur
  • Vi tænker positivt og offensivt
  • Vi taler med hinanden – og ikke om hinanden
  • Kunden er vores øverste chef
  • Vi vil have det morsomt og lønsomt

Reitan Convenience Denmark – skandinaviske spidskompetencer

7-Eleven i Danmark er drevet af Reitan Convenience Denmark der er en del af norske Reitangruppen. Det vil sige, at det er Reitan Convenience DK, der har rettighederne til at drive 7-Eleven brandet i Danmark. Reitan Convenience DK er en stor organisation og en topprofessionel spiller på detailområdet. Udover 7-Eleven driver Reitangruppen også REMA1000, Uno-X og de to kioskkæder Narvesen i Norge og Pressbyrån i Sverige. Alle vores butikker i Danmark er drevet af selvstændige franchisetagere. Vi åbnede den første 7-Eleven butik i Danmark i 1993 – i dag har vi næsten 200 7-Eleven butikker over hele landet.

 

Stærke kræfter i ryggen

Rent formelt bliver du franchisetager hos Reitan Convenience DK. Det er fordi, det er os, der har købt retten til at drive 7-Eleven i Skandinavien. For dig som franchisetager har denne opbygning nogle klare fordele.

Reitan Convenience DK kender det skandinaviske marked – det er her, vi har vores kompetencer. Vi har en stor viden om drift af convenience butikker baseret på mange års erfaring, og den kommer dig til gode. Du kan altid spørge os til råd – vi har jo et fælles mål: At din butik bliver en god forretning.

Verdens bedste (seriøst)

Danmark er det land i hele verden, hvor 7-Eleven klarer sig bedst. Det er os, de andre 7-Eleven lande kigger over skulderen, når de vil forbedre deres egen forretning. Det skyldes rendyrkning af konceptet, fokus på nye produkter og ideer og især kombinationen af det unge dynamiske miljø i 7-Eleven Danmark og kræfterne og kompetencerne i Reitan Convenience DK. Vi hviler ikke på laurbærrene, selvom vi fejrer vores sejre. Vi vil have støt stigende salgstal og stadigt større synlighed i gadebilledet.

Ønsker du yderligere information om Reitangruppen eller Reitan Convenience DK, er du velkommen til at læse mere på vores hjemmeside .

© 7-ELEVEN DANMARK